Jeg tog den sydlige vej ud af byen. Det var dagen efter hun havde forladt mig. Forøvrigt var der vist lovet regn. Der var ikke meget trafik. Jeg elskede at sidde og stryge hendes lange, lyse hår. Til alt held holdt hun også af at jeg gjorde det. Jeg ville gerne nå igennem det meste af Tyskland inden aften. Så kunne jeg vågne op et sted der var tilstrækkeligt anderledes til at føles nyt. Selvfølgelig havde jeg været i Sydtyskland før, men alligevel. Hun havde ikke efterladt andet end sin tandbørste, og den smed jeg ud. Hvis ikke der var køer nogle steder kunne jeg muligvis endda nå syd for Alperne. Jeg tænkte, at jeg burde tjekke vejmeldingerne, men jeg ville ikke tænde telefonen. Jeg havde ikke lyst til at kommunikere med nogen. Der var ikke noget at sige. Heller intet jeg var interesseret i at høre. Hun havde ikke efterladt nogen seddel eller noget. Jeg havde telefonen tændt resten af dagen, men slukkede den om aftenen. Storebæltsbroen føltes som sædvanligt enormt lang, men det var den jo sådan set også. Hvis bibelen var blevet opfundet af nordboer, havde helvedet så været is? Hvor mange gange kan man genstarte sit liv før der ikke er mere at gøre godt med?
– “Jeg har ikke lyst til at tale om det nu,” sagde hun til sin bedste veninde. De sad ved et rundt bord udenfor en cafe i den indre by. Solen skinnede. Hun følte på samme tid en smertefuld sugen og en enorm lettelse. Jeg har gjort det rigtige, tænkte hun. Hun gled en hånd over sit lange, lyse hår, men tog den hurtigt ned igen. Hun fiskede en cigaret frem fra pakken på bordet og tændte den. En kvinde kørte forbi med tre småbørn i en ladcykel. Det ene af dem hylede.