Skaters

The Gospel is a book of faith, freedom, and conscience. It is not a book of rules and laws. One must read the Gospel and understand it with a living spirit, through the depth of your own faith, your own freedom and conscience, not formalist rationalism. The Gospel contains a certain grace-filled and free Spirit, and it must be accepted with one’s own spirit.

Not with the flat, sober, common-minded reasoning brain, but with one’s own free, conscientious, and spiritual vision, one’s own ability to contemplate with the heart and to believe through spiritual vision. Then it will become clear that the Gospel is not a book that ties a person down with rules, but a living source of love and vision that pours into the soul and awakens in it the most profound sources of personal spirituality. This source pours into us and frees us to a personal vision, decision-making process, and creativity. The Gospel (literally, the “good news”) was not written to turn a person into a frightened slave who constantly awaits punishments and who doesn’t dare to create independently. Such a slave is useless to God and man both – he is not the one to create Christian culture.

Instead, the Gospel exists to give man freedom in the Spirit, not a freedom without spirit – that would be a blind and passionate fatalism, nor a spirituality without freedom— that would be a formalistic righteousness of absence of personality. No, freedom in the Spirit is the gift of personally seeing the divine and simultaneously walking a divine path.

(Ivan Ilyin 1883-1958)

ps. I don’t actually need glasses, I just thought it looked cool! ABG

Ude

Jeg tog den sydlige vej ud af byen. Det var dagen efter hun havde forladt mig. Forøvrigt var der vist lovet regn. Der var ikke meget trafik. Jeg elskede at sidde og stryge hendes lange, lyse hår. Til alt held holdt hun også af at jeg gjorde det. Jeg ville gerne nå igennem det meste af Tyskland inden aften. Så kunne jeg vågne op et sted der var tilstrækkeligt anderledes til at føles nyt. Selvfølgelig havde jeg været i Sydtyskland før, men alligevel. Hun havde ikke efterladt andet end sin tandbørste, og den smed jeg ud. Hvis ikke der var køer nogle steder kunne jeg muligvis endda nå syd for Alperne. Jeg tænkte, at jeg burde tjekke vejmeldingerne, men jeg ville ikke tænde telefonen. Jeg havde ikke lyst til at kommunikere med nogen. Der var ikke noget at sige. Heller intet jeg var interesseret i at høre. Hun havde ikke efterladt nogen seddel eller noget. Jeg havde telefonen tændt resten af dagen, men slukkede den om aftenen. Storebæltsbroen føltes som sædvanligt enormt lang, men det var den jo sådan set også. Hvis bibelen var blevet opfundet af nordboer, havde helvedet så været is? Hvor mange gange kan man genstarte sit liv før der ikke er mere at gøre godt med?

– “Jeg har ikke lyst til at tale om det nu,” sagde hun til sin bedste veninde. De sad ved et rundt bord udenfor en cafe i den indre by. Solen skinnede. Hun følte på samme tid en smertefuld sugen og en enorm lettelse. Jeg har gjort det rigtige, tænkte hun. Hun gled en hånd over sit lange, lyse hår, men tog den hurtigt ned igen. Hun fiskede en cigaret frem fra pakken på bordet og tændte den. En kvinde kørte forbi med tre småbørn i en ladcykel. Det ene af dem hylede.